Med AI medlemsanalyse kan du stille spørgsmål om dine medlemmer på almindeligt sprog, fx "Hvor mange frivillige har en madbillet?", og få svaret med det samme. Du slipper for at bygge søgninger og eksporter, når du bare skal have et tal eller en liste.
Hvem kan bruge den?
Funktionen skal slås til for hvert event af Crewstack. Kontakt os for at få det slået til.
Når den er slået til, kan alle med rollen Admin eller Super admin bruge den. Holdledere og gæsteliste-admins kan ikke.
Du finder den under Rapporter > AI medlemsanalyse.
Sådan stiller du et spørgsmål
Skriv dit spørgsmål i feltet. Du kan også klikke på et af eksemplerne under Prøv disse eksempler:. De er lavet ud fra jeres egne hold, brugertyper og billetter.
Klik på Analysér. Det tager typisk nogle sekunder.
Læs svaret. Du får en kort tekst og enten ét tal eller en tabel.
Under svaret finder du:
Sådan blev det beregnet: klik for at folde en forklaring i almindeligt sprog ud af, hvad der blev søgt efter. Tjek den, hvis svaret virker forkert.
Spørg videre: op til tre forslag til næste spørgsmål. Klik på et for at stille det.
Tidligere spørgsmål: op til fire af dine forrige spørgsmål, så du kan stille dem igen. Den vises, når du har stillet mindst to forskellige spørgsmål. Listen forsvinder, når du forlader siden.
Viser tabellen personer (én række pr. person), kan du klikke på navnet for at åbne profilen. Tabeller med optælling pr. hold eller brugertype har ingen links.
Eksportér som CSV
Er svaret en tabel, kan du klikke på Eksportér CSV og åbne filen i Excel eller Google Sheets.
Siden viser de første 500 rækker. CSV-filen indeholder op til 50.000 rækker.
Et svar, der kun er ét tal, kan ikke eksporteres.
Eksporten henter data igen, i det øjeblik du klikker. Gå der mere end en time, får du beskeden Eksporten fejlede. Kør venligst analysen igen. Stil spørgsmålet igen, og eksportér med det samme.
Hvad kan du spørge om?
Analysen kender til dine medlemmer i det event, du står i:
navn, e-mail, telefon, brugertype og rolle
hold, og hvem der er holdleder eller områdeleder
tilmeldingsdato, venteliste og betaling
vagter: tidspunkter, antal vagter og timer, fremmøde og om vagten er gennemført
billetter og produkter, og hvor mange de har
jeres egne datafelter, som du må se
indcheckning på billetten
Gode spørgsmål er konkrete og nævner hold, brugertyper og billetter, som de hedder i jeres opsætning:
"Hvor mange frivillige er der på hvert hold?"
"Vis alle på 'Barvagter', der ikke har accepteret deres vagtplan"
"Hvem er på vagt mellem 10 og 14 den 3. juli?"
"Hvor mange frivillige mødte ikke op til en vagt i går?"
"Vis holdledere uden telefonnummer"
"Hvor mange har 'Madbillet', fordelt på brugertype?"
"Hvor mange har tilmeldt sig pr. uge siden 1. marts?"
"Hvem står på venteliste, og hvornår tilmeldte de sig?"
Tip: Du kan skrive spørgsmålet på dansk eller et andet sprog. Svaret kommer altid på det sprog, Crewstack er sat til hos dig.
Hvad den ikke kan
Den kan kun læse data. Den kan ikke rette, flytte eller slette noget.
Den kender kun det event, du står i, ikke jeres tidligere år.
Den kan ikke svare på spørgsmål om gæstelister, beskeder, filer eller nyheder.
Vagtplaner kendes ikke ved navn. Spørg ud fra dato og klokkeslæt eller hold i stedet.
Bruger du et navn, den ikke kan finde, fx et hold, der ikke findes, siger den det med beskeden Jeg kunne ikke finde … og lader det ude af svaret.
Den er i beta. Svar er ikke garanteret korrekte, så brug dem som vejledende, og tjek Sådan blev det beregnet, før du bruger et tal til noget vigtigt.
Hvad bliver sendt til OpenAI?
Ingen persondata om jeres medlemmer sendes til OpenAI, kun dit spørgsmål og navnene på jeres felter, hold, brugertyper og produkter. Analysen bruger en sprogmodel fra OpenAI til at forstå spørgsmålet og lave en forespørgsel, som bliver kørt i Crewstack.
Tip: Skriv ikke navne eller andre personoplysninger i spørgsmålet. Spørgsmålet bliver sendt til OpenAI, præcis som du skriver det. Spørg hellere bredt, fx "Vis frivillige på Barvagter", og find personen i tabellen.
Sendes til OpenAI:
dit spørgsmål, præcis som du skrev det
navnene på eventets brugertyper, hold, billetter og produkter og egne datafelter, på alle eventets sprog, med Crewstacks interne id'er
en beskrivelse af, hvilke slags oplysninger der findes om et medlem (fx "navn", "antal vagter"), uden selve værdierne
dagens dato, eventets tidszone og sprog
hvis det første forsøg bliver afvist: et nyt forsøg med den afviste forespørgsel og fejlteksten (uden tekstværdier fra databasefejl)
Bliver i Crewstack:
alle oplysninger om de enkelte medlemmer: navne, e-mails, telefonnumre, svar i datafelter, vagter, billetter og betalinger
resultatet. Forespørgslen køres i Crewstack, og tallet eller tabellen sendes kun til din browser. OpenAI ser aldrig svaret.
Adgang til følsomme datafelter
Analysen respekterer Synlig for. Du kan kun få vist de datafelter, du også kan se på personens profil. Er et felt fx begrænset til Medlemmet selv + superadministratorer, kan en admin ikke se CPR-nummer eller bankkonto fra det felt i analysen.
Tjek dette, hvis svaret er forkert
"Ingen medlemmer matchede": skriv holdet, brugertypen eller billetten præcis som i jeres indstillinger, og tjek datoen.
Fejl: klik på Prøv igen. Formulér spørgsmålet enklere eller del det op i to.
Tallet virker for højt eller lavt: åbn Sådan blev det beregnet, og se om fx personer på venteliste eller uden gennemført tilmelding er talt med. Skriv det direkte i spørgsmålet, fx "kun dem med gennemført tilmelding".
Tidspunkter: nævn år og klokkeslæt. Klokkeslæt læses i eventets tidszone.
